Den nordsjællandske fodboldkrønike
1. kapitel: 1883 – 1910

Fra Dybbøl til Nordsjælland

Af Claus Birch

Plørede baner, usle bolde og usamarbejdsvillige sogneråd, var nogle af hverdagens udfordringer for de nordsjællandske fodboldklubber for godt ét hundrede år siden. Kontrasten til nutidens børsnoterede selskaber, cheerleaders og VIP-bokse er enorm. Frederiksborg Amts Avis skruer tiden tilbage, og indbyder i dag og de kommende lørdage, på en forunderlig rejse i den nordsjællandske fodbolds historie. Vi følger klubberne fra de tidligste græsrødder, over krigenes besværligheder og frem til nutidens topprofessionelle forretninger. Men vi begynder vores rejse i den modsatte ende af landet, og i en helt anden sammenhæng.

Slesvig skulle tilbageerobres! Knap havde krudtrøgen fra krigen i 1864 lagt sig, før den systematiske træning af den danske ungdom, i våbenbrug og atletisk udfoldelse, fik endnu en dimension. Med de Danske Skytte- & Gymnastikforeninger trak en legemlig vækkelse over det ganske land, og også i Nordsjælland fik DS&G’s mange kredse et mere eller mindre solidt fodfæste. Men efterhånden svandt drømmen om revanche over Preussen, og der var langt fra Dybbøl til Nordsjælland. Især i byerne kneb det efterhånden med at bevare interessen for gymnastikken, og andre idrætsgrene begyndte at interessere ungdommen, ikke mindst cricket. Men så dukkede fodbolden op, inspireret og importeret fra England, og i de første år kun i København. Med Fælleden som et pulserende fristed for drenge i alle aldre, var Kjøbenhavns Boldklub forgængeren, der i midten af 1880’erne blev fulgt af senere storklubber som Frem, ØB og AB.

Birkerød-eleverne slog KB
De første år måtte KB’erne nøjes med træning og opvisning, men den 16. december 1883 blev en historisk dag for fodbolden i Danmark. Og den havde et kraftigt nordsjællandsk islæt. Det var nemlig et hold elever fra Birkerød Kostskoles Boldklub, der stillede op mod KB, i den allerførste officielt kendte fodboldkamp i Danmark. Det foregik på Eksercerpladsen i København, og selvom reglerne var markant anderledes end dem vi kender i dag, så kan det noteres at gæsterne vandt i kraft af deres større fysiske kraft, som det hed sig.

Udover Birkerød var fodboldinteressen også spirende i byer som Hillerød, Frederiksværk, Frederikssund og Helsingør. Men endnu ikke organiseret, og ofte temmelig ugleset af andre end de energiske udøvere. Det var således ikke populært i familien når drengene kom hjem med medtaget fodtøj, eller når det gik ud over skolen. Og sågar fra prædikestolen tordnede nogle præster, når de unge en søndag formiddag valgte boldspillet frem for kirken. Men det nye spil fangede flere og flere, og småklubber skød op flere steder. Frederiksborg Boldklub i Hillerød var i 1891 en af de første, men først omkring århundredskiftet var interessen for fodbold så stor, at foreningerne for alvor var levedygtige.

Og det skulle vise sig, at det først og fremmest var i Helsingør, at tingene begyndte at udvikle sig. Her havde man i årevis forgæves forsøgt at opretholde interessen for gymnastikken i DS&G’s 27. kreds, og i oktober 1899 besluttede en kreds af unge så at tage sagen i egen hånd. De stiftede Helsingør Gymnastikforening, og udover at øge interessen for gymnastik i vintermånederne, så begyndte man allerede den følgende sommer at spille fodbold. I januar 1902 ændredes navnet til Helsingør Idrætsforening, og at datidens ledere i sundbyen var fremsynede, understreges af at foreningen allerede den 10. april 1902 meldte sig ind i Dansk Boldspil Union. DBU var stiftet tilbage i 1889, og havde allerede arrangeret adskillige turneringer for de efterhånden mange københavnske klubber. Endnu var der ingen officiel turnering for de sjællandske klubber. Men med stiftelsen af Sjællands Boldspil Union bare et halvt år senere, kom der for alvor skred i tingene.

Den første turnering
Stiftelsen af SBU foregik på Jernbanehotellet i Roskilde, søndag den 14. september 1902. Alle kendte boldspillende klubber på Sjælland havde fået en indbydelse, hvad enten de dyrkede fodbold eller cricket. Helsingør Idrætsforening var eneste nordsjællandske repræsentant, og i øvrigt den eneste af de ti daværende klubber der endnu eksisterer, og har således været medlem af SBU i samtlige 103 år frem til i dag. De blev let enige om at stifte en sjællandsk boldspil union, og fik også straks fastlagt den nye unions første turnering. Bare en uge efter lagde man ud med syv hold i den såkaldte I-Holdsturnering og seks hold i II-Holdsturneringen.

Helsingør IF var også her eneste nordsjællandske deltager, og det samme var tilfældet i foråret 1903. Her måtte man nøjes med en cup-turnering for seks klubber, for det kneb nemlig noget med at komme i gang med fodbolden så tidligt på året. Begge turneringer blev i øvrigt vundet af Holbæk IF, men så begyndte de nordsjællandske klubber for alvor at markere sig.

Helsingør dominerede
Således tilmeldte Frederiksund Idrætsklub, Frederiksværk Idrætsforening og Hillerød Idrætsklub sig alle i SBU i august 1903. Lige tids nok til at kunne deltage i turneringen 1903/04, der havde deltagelse af 16 sjællandske klubber. Med en 6-dages arbejdsuge var der kun søndage til rådighed til fodbold, og med de begrænsede transportmuligheder, indledtes turneringen med et grundspil i 5 kredse. Nordkredsen talte de fire nordsjællandske deltagere, der således for første gang fik lov at udfordre hinanden for alvor.

Den duel faldt ikke overraskende ud til Helsingørs fordel, der vandt samtlige kampe, og efterfølgende også sikrede sig sit første sjællandsmesterskab ved at besejre Vordingborg med 3-0. En kamp der blev spillet på AB’s bane på Tagensvej, og således tilkaldte sig en vis interesse fra den københavnske presse. Det blev begyndelsen på en kraftig Helsingør-dominans i det sjællandske fodboldbillede. Hele seks gange i træk vandt sundbyen således mesterskabet.

Primitive forhold
Selvom der var sat system i kampene, er det dog nok værd at dvæle lidt ved de forhold som de blev spillet under. Kamptøjet skulle naturligvis være ens, men ellers var det op til spillerne selv at skaffe såvel en trøje som et par bukser. Deciderede fodboldstøvler havde kun de færreste, og mange spillede i almindelige sorte spadserestøvler. I øvrigt så man ofte backspillerne med nogle store dobbeltslåede kolosser på fødderne, mens forwards foretrak det lette fodtøj. Det helt centrale – selve fodbolden – måtte man passe ekstra godt på. De var dyre i indkøb, og måtte plejes og passes. Var der svagheder i sømmene, måtte den straks til skomageren, før hylstret sprang og den sårbare blære hang udenfor.

De nordsjællandske klubbers baneforhold var et kapitel for sig. De lokale by- og sogneråd så sjældent med stor velvilje på klubbernes ønsker om brugbare baner, og det førte til mildt sagt elendige forhold. I Helsingør var det først og fremmest Grønnehave, der blev klubbens hjemmebane i den første tid. Navnet havde dog intet til fælles med den tidligere havbund, hvor totter af marehalm stak frem mellem stenene. Da de første turneringskampe skulle spilles, stillede byrådet dog en hest med slæber og en mand til rådighed. Derved fik medlemmerne planeret banen, og sået lidt græs i den magre bund. Omklædning foregik ved sidelinien og badet tog alle spillerne i Øresund.

Frederikssund hang på
Længere vestpå, i Frederikssund, havde fodboldspillet også fra starten godt fat. Allerede i juni 1898 stiftede man Frederikssund IK, der som nævnt meldte sig i SBU allerede året efter unionens start. Begrænsede nederlag til Helsingør var med til at højne moralen, og allerede i 1904/05 sæsonen noterede klubben sig en andenplads i kredskampene. Bedst gik det i efteråret 1907, hvor turneringen havde fået deltagelse af hele 26 klubber. De spillede i 8 kredse, og Frederikssund fejrede at de for første gang havde undgået Helsingør i kredskampene. FIK vandt kredsen, men så var klokken også faldet i slag for FIK, der tabte til netop sundbyen i slutspillet.  Stiftelsen af klubben var først og fremmest et forsøg på at vække byrådet, og skaffe ordentlige baneforhold. Men det lykkedes langt fra, og de første turneringsår måtte klubben afvikle sine hjemmekampe på en åben græsmark. Først i 1910 skete et lille fremskridt, da klubben erhvervede et lille stykke jord på Kalvø-anlægget.

Hård start for Frederiksværk
Fodboldinteressen var også tidligt vakt i Frederiksværk, hvor Frederiksværk IF blev stiftet i 1903. Allerede samme efterår deltog klubben i SBU’s turnering, men man havde endnu meget at lære. Således tabte klubben hele 0-12 til Helsingør. Men allerede året efter gik det bedre, og med en 2-1 sejr over Hillerød undgik Frederiksværk faktisk sidstepladsen i kredsen. Kredsvindere nåede klubben dog aldrig at blive, og siden forsvandt foreningen midlertidigt. Først i 1918 stiftedes den nye Frederiksværk IF – det vender vi tilbage til.

Hillerød overvandt krisen

I slotsbyen var det Hillerød Idrætsklub der bar udviklingen. Stiftet i juni 1902 leverede klubben allerede i de første privatkampe mod Frederikssund overraskende resultater, og fra efteråret 1903 var man også klar til turneringsfodbold. Den første sæson forløb hæderligt, men siden blev det trange år. Der var mangel på både medlemmer og velvilje fra byrådet, der ikke var enige i hvor klubben kunne afvikle sine kampe. Markedspladsen var med sin grusbelægning ikke egnet, og man måtte tage til takke med et lille stykke jord bag Slotskroen. Omkring 1906 begyndte det imidlertid at vende til det bedre. Klubben fik lov at afvikle sine kampe på Dyrskuepladsen, og efter navneændringen til Frederiksborg IF i april 1907, pegede pilen opad. Ligesom det var tilfældet i Helsingør, arrangerede FIF ofte kampe mod de kendte københavnske klubber. Såvel KB som AB gæstede byen flere gange, og selvom hjemmeholdet fik gevaldige tæv, så var det nyttige lærepenge. Resultaterne i SBU-turneringen blev nemlig stadig bedre. Vi er nu fremme ved 1910, og et magtskifte lurede i nordsjællandsk fodbold.