Den nordsjællandske fodboldkrønike
2. kapitel: 1910 – 1918

FIF Hillerød var Sjællands bedste

Af Claus Birch

Efter stiftelsen af SBU i 1902, var det Helsingør der dominerede de første år i sjællandsk fodbold. Men i Hillerød var FIF nu klar til at tage kampen op. Læs den fortsatte beretning om den nordsjællandske fodboldhistorie, hvor vi nærmer os den urolige tid omkring Første Verdenskrig.

Efter et lille årti med Helsingør IF som den absolutte nordsjællandske storklub, og Frederikssund IK og FIF, Hillerød som de ivrige forfølgere, begyndte magtbalancen at forskyde sig omkring 1910. En massiv spillertilgang og dygtig ledelse havde givet FIF gode kort på hånden, og dem formåede Hillerød-klubben at spille optimalt.

Landsfodboldturneringen
Slotsbyens gennembrud kom på det helt rigtige tidspunkt. I efterårsturneringen 1911 sikrede klubben sig sit første sjællandsmesterskab, og bedriften blev gentaget det følgende forår. Begge gange med knusende sejre over Næstved IK.

Efter nogle år med halvårlige turneringer, besluttede SBU så at vende tilbage til en helårlig turneringsform. Det skyldtes ikke mindst, at DBU fra sæsonen 1912/13 indførte Landsfodboldturneringen, med deltagelse af lokalunionernes vindere. Idéen var, at lokalunionernes mestre mødtes i en cupturnering om Provinsmesterskabet. Vinderen heraf skulle så møde den københavnske turneringsvinder, i en slutkamp om Danmarksmesterskabet. At hovedstaden først trådte ind i finalen, var et udtryk for at de københavnske klubber fortsat var milevidt foran ”knoldesparkerne” fra provinsen.

Endnu engang blev FIF sjællandske mestre, og fik dermed æren af, at være første sjællandske repræsentant i kampen om Danmarksmesterskabet. Nordsjællænderne fik en forrygende start, med sejre over Rønne og B.1909, inden de måtte neje sig i finalen om Provinsmesterskabet mod B.1901. Det blev starten på et flot tiår for FIF, Hillerød, der også nåede provinsfinalerne i 1918 og 1923.

Første Verdenskrig
Men det var også en urolig tid. Da skuddene i Sarajevo udløste verdenskrigen i sommeren 1914, satte det sit præg på fodboldlivet i Danmark. Ekstraordinære indkaldelser til sikringsstyrkerne gav et vist indhug i spillerstabene, og enkelte klubber opløstes helt. Men set i forhold til de krigsførende stormagter, der mistede tusindevis af topidrætsmænd i de mudrede centraleuropæiske skyttegrave, slap de danske sportsfolk ualmindelig billigt. En generel tristhed over krigens meningsløshed prægede landet, der også var plaget af den dødelige influenza ”den spanske syge”. Sammen med benzinrationeringer, og deraf følgende transportrestriktioner, betød det at tilmeldingerne til den sjællandske fodboldturnering begrænsede sig. Såvel SBU som klubberne havde nok at se til, for overhovedet at holde turneringen i gang. Spillertøj, støvler og bolde var en mangelvare. Som det nystiftede Idrætsbladet malende skrev:
- Der er næppe nogle Foreninger der skiller sig af med Bolde, naar blot der er lidt mere end Snørehullerne tilbage.

Kun 8 – 10 klubber deltog i 1.Holdsturneringen, der blev ren nordsjællandsk dominans. Helsingør kilede sig ind og snuppede Sjællandsmesterskabet i 1915, mens ellers var det fortsat FIF, Hillerød der sad på tronen. Mesterskaberne i 1914, 16, 17 og 18 var baseret på en sjælden set holdånd. Og de mange kampe i Landsturneringen vedblev med at give FIF det sportslige forspring i landsdelen. De blev også kimen til klubbens længe ønskede idrætsanlæg, der kunne tages i brug den 29. august 1915.

Hårdt spil
FIF kunne dermed byde på en indhegnet bane. En sjældenhed i provinsen, hvor de københavnske storklubber ofte måtte spille opvisningskampe under ganske andre forhold, end hjemme på de efterhånden veludbyggede hovedstadsanlæg. Ofte var der ikke engang en snor, der adskilte det stærkt lokalpatriotiske publikum fra spillerne, der ikke sjældent oplevede at publikum stod inde på selve banen. De mest interesserede brugte endda målstolperne til at læne sig op ad. Desuden kunne saftige tilråb som ”svin”, ”feje hund” og ”kryster”, snart få de omkringstående damer til at fortrække fra spillepladsen. Helt galt gik det i regnvejr. Banerne fik hurtigt beskaffenhed af rene pløjemarker, og boldene mindede mest om vandmeloner. De sugede vand og blev så tunge, at det nærmest var livsfarligt at sætte hovedet på.

Også spillets råhed havde en noget anden karakter, end vi i dag er vant til. Forholdene gjorde at råstyrke vandt over teknik, og især arvefjende opgørene mellem Helsingør og FIF, var voldsomme at deltage i. Ikke sjældent måtte en spiller sendes til afkøling, efter benspænd, slag i ansigtet, et knæ i maven eller andre voldsomme handlinger. Selv betegnede de to klubber, deres indbyrdes opgør som de hårdest spillede på Sjælland, langt mere rå end selv slutkampene om mesterskabet.

Landklubber udenfor
I første omgang var det de større provinsbyer, der prægede SBU’s turneringer. Naturligvis fordi befolkningsgrundlaget gjorde det muligt, at opnå det tilstrækkelige spillermateriale. Men SBU var i det hele taget også noget afvisende overfor de mange mindre klubber. De var ikke stærke nok til at deltage i 1.holdsturneringen, og 2.hold var der jo ikke tale om.

Unionen mødte stadig kraftigere kritik for denne afvisende holdning, og i 1909 besluttede man at optage Frederiksborg Amts Boldspil Union for Landklubber, i sin medlemskreds. Den omfattede på det tidspunkt 12 klubber, som dog måtte fortsætte sine egne turneringer. Først i 1917 faldt den sidste barriere, da SBU’s ledelse blev mødt med sønderlemmende kritik, af at man hverken havde forsøgt at inddrage juniorholdene eller landklubberne i turneringen.

Resultatet blev en helt ny turneringsform, hvor klubberne kunne deltage på det niveau de ønskede. De stærkeste klubber spillede i A-rækken, herefter oprettedes en B-række og endelig en C-række for de allermindste landsbyklubber. For spillere under 17 år oprettede man juniorrækken. Dermed kom der liv i foretagendet. Hele 41 hold deltog i turneringen 1917/18, og nu blev der malet med en lidt bredere pensel i det nordsjællandske fodboldbillede.

Hørsholm tidligt med
Blandt de nye klubber der kom med fra begyndelsen, var IF Dania fra Hørsholm. En lille forening der debuterede i den allerførste B-række, og snart efter begyndte at udfordre såvel FIF som Helsingør. Det fik de dog ikke ret meget ud af, og efter nogle år opløstes klubben. Også Hundested deltog i den nye SBU-turnering, hvilket var ganske imponerende, eftersom klubben var blevet stiftet i juni 1917, blot tre måneder tidligere. Men talentet var stort i havnebyen, der få år senere nåede finalen om Sjællandsmesterskabet i B-rækken. De første år stillede klubben i øvrigt et fælles hold med den reetablerede Frederiksværk IF (stiftet 1918).

Fredensborg i tværstriber
Endnu en klub var begyndt at røre på sig. Tilbage i 1908 stiftedes Fredensborg Boldklub, der først senere fik tilføjet ”Idrætsforening” i klubbens navn. Slotsbyens fodboldspillere udfordrede tidligt områdets andre småklubber, men blev sat alvorligt på plads, da FIFs 2.hold sejrede 15-2. Som mange af de andre små nordsjællandske klubber deltog Fredensborg de første år i Frederiksborg Amts Boldspil Union for Landklubber (senere omdøbt til Nordsjællands Boldspil-Union for Landklubber). Klubben i den karakteristiske grønne og hvide spilledragt, dengang med tværstriber, opnåede på denne måde en styrke, der godt ti år senere gav dem plads i SBU’s B-række.

Flere andre nordsjællandske klubber så dagens lys i disse pionértider. Skævinge (1906), Hornbæk (1908), Farum (1910), Gilleleje (1912), Holte (1912), Skibby (1912), Skjold, Birkerød (1917) og Vedbæk (1918). Der skulle dog gå adskillige år, før flere af disse klubber deltog i SBU’s turneringer. Dem vender vi tilbage til, i senere afsnit af vores fodboldkrønike.