Den nordsjællandske fodboldkrønike
3. kapitel: 1918 – 1927

Sylowkampene og oprøret i de brølende tyvere

Af Claus Birch
Turneringsreformen i 1917 havde bidraget til en kraftigt opblomstring, i de mindre nordsjællandske fodboldklubber. Og det varede ikke længe, før flere af de små, udfordrede såvel Helsingør som FIF Hillerød i den fornemme A-række. De første år var Hørsholm-klubben IF Dania og Frederikssund IK på skift ene om udfordrernes rolle. Men flere småklubber havde sat kursen mod den bedste række, og i løbet af tyverne forvandledes A-rækkens nordlige kreds til et rent nordsjællandsk anliggende.

Én af dem var Birkerød Idrætsforening ”Skjold”, der stiftedes i 1917. Allerede tre år senere var Birkerød at finde i B-rækken, og landsbyklubbens lille kreds af fodboldspillere fik hurtigt markeret sig. Udover flere kredssejre, vandt klubben sjællandsmesterskabet for B-rækken i såvel 1921 som 1923. Fra sæsonen 1924/25 var Birkerød dermed at finde i A-rækken, og blev et frisk pust i den gamle tve-kamp mellem Hillerød og Helsingør.

Netop Helsingør blev presset fra flere sider. Den tidligere så urørlige klub var igennem et generationsskifte, og måtte fra starten af tyverne også kæmpe mod ægte lokalrivaler. Det var Helsingør-klubben Olympia, der blev stiftet i 1921, og allerede efter få år som B-hold, havde kæmpet sig op i A-rækken, og udfordrede storebror Helsingør IF i nogle drabelige dueller. ”Spillerne gik i Sulet på hinanden, saa det sang i Knoglerne”, som det blev beskrevet. Omkring banen var spændingen også på kogepunktet mellem De Røde og De Blå, og ”hylekorene” blev genstand for vældig debat i bladene. Lige lidt hjalp det dog, og i 1926 blev en kontrollør så nervøs at der måtte trues med politiet.

Nye B-klubber
Også blandt de næstbedste, i B-rækken, dukkede flere nye klubber op. Allerede i 1919 stiftedes Græsted Boldklub, der fire år senere ændrede navnet til Græsted IF, og blev optaget i SBU. I 1924 var der så debut til Usserød Idrætsforening, kun ét år efter klubbens stiftelse. Holdet bestod fortrinsvis af arbejderne på den militære klædefabrik, og som det var tilfældet hos alle andre nordsjællandske pionerer, var det trange kår. Der var omklædning i det fri, indtil klubben for 25 kroner købte dét skur, der havde tjent som biografens billetsalg. Midt i tyverne var der også debut til Vedbæk Boldklub, der var stiftet i 1918 af en flok unge, inspireret af sommerens fodboldspillende landliggere.

Sylowkampene
De gode erfaringer fra Landsfodboldturneringen, betød at DBU i 1918 udskrev endnu en turnering. Den skulle spilles mellem udvalgte hold fra lokalunionerne, og blev døbt Sylow-turneringen til ære for DBU’s afgåede formand Ludvig Sylow. Disse kampe fik stor betydning for fodboldens udvikling udenfor hovedstaden. Selvom det danske landshold spillede sin første kamp tilbage i 1908, havde den første provinsspiller fortsat sin debut til gode.  Det var København udviklingen udgik fra, og i Idrætsparken man spillede opvisningskampe mod alle de kendte engelske og skotske hold. Ikke overraskende sikrede dét de københavnske spillere et sportsligt forspring, der holdt helt frem til efter Anden Verdenskrig.

Derfor var Sylow-turneringen et fantastisk incitament for provinsklubberne. At være Sylow-spiller, var for provinsens fodboldspillere end ære, der kunne sammenlignes med dét at spille på landsholdet. For højere end det udvalgte provinshold, kunne de ret beset ikke nå.

Den allerførste sjællandske Sylow-kamp blev spillet mod Lolland-Falster i Hillerød, og også på holdkortet var Nordsjælland godt repræsenteret. Faktisk havde syv af de elleve spillere hjemme i enten FIF eller Helsingør. I turneringens første tiår opnåede ingen spillere fra de øvrige nordsjællandske klubber at blive Sylow-spillere, så det er ikke overraskende i FIF og Helsingør at vi finder tyvernes største nordsjællandske profiler.

Én af dem var FIF’s centerhalf Christian Andersen, der repræsenterede SBU hele 17 gange, hvilket var rekord for Hillerød-klubben. Chr. Andersen var om nogen krumtappen på holdet, og var måske blevet landsholdsspiller, hvis ikke hans klubfølelse havde afholdt ham fra en lukrativ aftale med KB. Andre store navne var FIF-backen Hans Sørensen og målmand Gustav Bügel, der begge var mangeårige støtter på Sylow-holdet. Fra Helsingør var det især den finurlige inner-wing Emil Petersen, kaldet Tip-Top og målmand Johannes Nielsen der stjal overskrifterne.

Forlystelsesskat
For de fleste klubber var økonomien en daglig kamp. Ikke sjældent meldte et hold afbud til en turneringskamp, ganske enkelt fordi man vejede transportudgifterne højere end et forventet nederlag.

Derfor vakte det stor opstandelse, da finansminister Edvard Brandes i efteråret 1919, fik Landstingets vedtagelse af en særlig forlystelsesskat. Klingende mønt, blandt andet fra tilskuerne til landets mange fodboldkampe, skulle fylde den gabende tomme statskasse. Boldspil-unionerne rasede, men forgæves. Fra 1. januar 1920 var skatten en realitet, uanset det gjaldt de beskedne entréindtægter, der kun lige holdt småklubberne i live.

Fodboldens reaktion kom prompte. DBU spillede kun landskampe på udebane, og alle klubkampe blev afviklet bag lukkede døre, som FIF Hillerøds formand Th. Sørensen fortalte til Frederiksborg Amts Avis den 24. marts 1920:
- Da denne Lov bestemmer, at der ved alle offentlige Fodboldkampe skal svares 40 % af Bruttoindtægten i Forlystelsesskat, har F.I.F. ligesom alle andre Idræts-Foreninger i Landet, været nødt til at ændre Adgangsbetingelserne saaledes, at kun Foreningens aktive og passive Medlemmer har Adgang mod forevisning af Medlemskort og Betaling af en mindre Entré, der fastsættes hver Gang i Forhold til den Interesse, Kampen forventes at have.

Formanden beklagede dette skridt, men fastslog at man kun på denne måde kunne undgå skatten, der ville være ruinerende for foreningen. Han opfordrede i stedet til, at man indmeldte sig som passivt medlem, hvis man ønskede at se fodbold i løbet af sæsonen.

Samme melding lød overalt i landet, hvor selv de store hovedstadsklubber lukkede dørene for alle andre end medlemmerne. Det førte til tusindtallige indmeldelser, og det stod snart klart, at loven havde spillet fallit. Et år senere, var der igen fri adgang til landets fodboldarenaer, store som små.

Nordsjællandske mesterskaber
Trods den øgede konkurrence fra Birkerød, Frederikssund og Olympia, var det fortsat kun Helsingør og FIF, Hillerød der hentede mesterskaber til Nordsjælland. Truslen kom i stedet syd fra. Klubber som Korsør, ”Søstjernen” fra Roskilde og Skovshoved IF var ved at være alvorlige konkurrenter. Især sidstnævnte blev en torn i øjet på de sjællandske klubber. ”Skovserne” deltog oprindeligt i Nordre Birks Boldspil Union, men da denne blev optaget i SBU i 1921, snuppede nykomlingene sjællandsmesterskabet hele fem gange i 1920’erne.

Kun tre titler tilfaldt Helsingør (1921) og FIF, Hillerød (1918 og 1923). Den seneste gav opmærksomhed, idet FIF fortsatte helt til finalen i Provinsmesterskabet. På Århus Stadion blev det 0-0 mod AGF, men så gik målmand Gustav Bügel i stykker, og FIF’erne tabte den forlængede spilletid med 0-3.

I Helsingør kunne borgerne glæde sig over, at man den 1. juli 1923 kunne tage en ny moderne sportsplads i brug. Derved kunne klubben forlade den usle bane på Grønnehave, og se fremtiden trygt i møde på anlægget på Nordre Strandvej, der den dag i dag fortsat er sundbyens hjemmebane.

København udfordres

På tærsklen til 1926 begyndte en del diskussioner om, hvorvidt tiden var inde til reformer. De københavnske klubber tog ikke altid Landsturneringen og Sylow-kampene lige seriøst. Og nogle mente sågar, at provinsens klubber nu var blevet så markante, at tiden var inde til en landsdækkende liga. Begejstringen var til at overse i hovedstaden, men idéerne var sået, og det skulle ikke vare længe før de spirede.

Også på Sjælland var der ændringer på vej. Et par år var A-rækkens slutspil med cup-kampe blevet afløst af en decideret dobbeltturnering, og den mere retfærdige sportslige afgørelse faldt i alles smag. På SBUs generalforsamling i juni 1927 blev det derfor besluttet, at Sjælland nu skulle have en egentlig mesterrække med obligatorisk op- og nedrykning.

Så mens Josephine Baker besøgte København og dansede Charleston i sit bananskørt, bragede de brølende tyvere for alvor igennem. Fodbolden var blevet velanset underholdning for masserne, og såvel nordsjællandsk som dansk klubfodbold stod på tærsklen til nye tider.