Den nordsjællandske fodboldkrønike
4. kapitel: 1927 – 1939

Fra himmel til helvede

Af Claus Birch

Da SBU i 1927 fejrede sit 25 års jubilæum, kunne man se tilbage på et kvart århundrede, med såvel fremgang som forandringer. I jubilæumsåret var mere end 100 klubber tilsluttet unionen, og nærmest symbolsk lancerede man samme år den nye sjællandske mesterrække. For første gang var der nu obligatorisk op- og nedrykning mellem unionens tre rækker.

Med hele 17 sjællandske mesterskaber, havde nordsjælland markeret sig stærkt. Titlerne var fordelt ligeligt mellem Helsingør IF og FIF, Hillerød, der var sjællands absolut mest vindende klubber. Trediverne kom imidlertid til at ændre dette billede. For de bedste kom der nye udfordringer i den landsdækkende danmarksturnering, og i den anden ende af spektret, myldrede det frem med nye klubber.

Nye kraftcentre
Et af de steder hvor udviklingen gik stærkt, var i Lillerød. Selvom Lillerød Idrætsforening først blev stiftet i 1927, så var fodboldspillet ikke ukendt i byen. Godt et tiår tidligere huserede Lillerød Boldklub, uden at gøre særlig væsen af sig. Den blev nedlagt i 1921, og derefter fulgte seks år, hvor byen var helt uden fodboldhold. Men sidst i tyverne var man igen på banen, og fra debuten i B-rækken i 1928, gik der kun otte år, før klubben havde spillet sig helt frem til den nyoprettede Oprykningsrække.

Også i Helsinge fik fodbolden succes i rekordtempo. Helsinge Idrætsforening, som navnet var indtil krigsårene, blev stiftet i 1919, men først i 1932 tilmeldt SBU’s B-række. Et stærkt hold sendte omgående klubben op i A-rækken, og videre op i Oprykningsrækken. Næsten samtidig kunne man glæde sig over en ny idrætsplads, der blev taget i brug i 1937 med en kamp mod berømthederne fra B.93.

I Hørsholm var endnu en ny klub på vej. IF Dania og Hørsholm Boldklub havde tidligere forsøgt sig, men byen var igen uden fodboldhold indtil Hørsholm IK blev stiftet i 1933. En del af byens spillere repræsenterede dengang Frederiksberg-klubben Dalgas, men de vendte nu hjem og spillede Hørsholm op i rækkerne. Fra debuten i 1934 nåede man A-rækken i 1938 og Oprykningsrækken året efter.

Frygtet bane i Hellebæk
Langs Øresundskysten udviklede tingene sig i roligere tempo. Espergærde Boldklub blev stiftet allerede midt i tyverne, men måtte senere trække sit B-række hold. Det satte gang i snakken med gymnastikforeningen, og i november 1935 slog de to sig sammen, og vendte tilbage som B-hold, under det nuværende navn Espergærde Idrætsforening.

Lidt længere sydpå var det Nivå Gymnastikforening der tog teten. Klubben var i 1928 stiftet som en udløber af skytteforeningsbevægelsen, og optog et halvt år senere den lille Nivå Boldklub. Fodboldspillerne fik nu vind i sejlene, og opnåede tre gange at blive kredsvindere i B-rækken, endda med en finaleplads i foråret 1937.

Det var først midt i trediverne, at den sjællandske fodboldturnering for alvor nåede nordkysten. Resultaterne for Hornbæk IF var så afhængige af, om man kunne disponere over fiskerne, at byen først i april 1934 fik sin B-række debut. I Frem, Hellebæk sloges de med andre problemer. Klubbens bane i skoven skrånede så kraftigt, at overliggeren på det nederste mål næsten var i plan med foden på de øverste målstolper. Ikke underligt var Hellebæk frygtet på hjemmebanen, indtil den nuværende bane på Krogebakke kunne tages i brug i 1937.

Skjult professionalisme
Statsminister Thorvald Staunings omfattende reformer blev bremset, da den økonomiske verdenskrise ramte Danmark i begyndelsen af 30’erne. Og den massive arbejdsløshed, der i 1932 steg til over 40 %, fik også indflydelse på fodbolden. Klubbernes evne til at skaffe spillerne et job, blev et afgørende våben i det omfattende ”fiskeri” der foregik. Og ofte skete det på en måde, der fik mange idealistiske ledere til at gispe efter vejret. Lige siden fodboldens tidligste pionérår, havde sportsmanship og amatørbegrebet været sportens afgørende dyder.

DBU’s amatørregler blev håndhævet meget strengt, og ethvert klubskifte skulle godkendes af den lokale union. Men det var ikke forbudt at flytte efter et ledigt job, og især i provinsen benyttede klubberne sig af nære forbindelser med byernes største arbejdspladser. Det var en trafik der ikke kunne skjules, om end DBU kun i sjældne tilfælde fik mulighed for at gribe ind. Professionalisme i nutidens betydning var der ikke tale om, men at spillerne tjente til livets ophold, fordi de var gode fodboldspillere, var utvivlsomt.

Enhver kendte sammenhængen mellem Køge Boldklub og gummifabrikken, og mellem Vejen og byens margarinefabrik. Ligeså velkendt var det, at man i Helsingør havde adskillige spillere tilknyttet værftet. De tætte relationer gav lederne i Helsingør IF gode kort på hånden, når der skulle skaffes forstærkninger til sundbyens mandskab. Og som FIF, Hillerøds talentfulde målmand Henry Rosendahl noterede i sin scrapbog:
- Jeg skifter Klub. Efter længere Tids Arbejdsløshed fik jeg den 6. August 1934 Arbejde paa Helsingør Skibsværft og følgelig meldte jeg mig under H.I.F.s Faner.

Dét var Rosendahl ikke den eneste der gjorde. Andre markante navne der forstærkede Helsingør i disse år, rejste også til sundbyen, fordi et eftertragtet job ventede på dem. Det gjaldt den tidligere Frederikssund og FIF, Hillerød profil Richard Broe, Helsinges store Alfred Jensen, der blev sammenlignet med KBs kleppert af en landsholdsspiller Oscar Jørgensen, samt FIFs centrehalf Juul Jensen og Frederiksværks topscorer Sigurd Lerche.

Men Helsingør IF havde ikke kun Nordsjælland som fiskeplads. Aksel Kramer (Frederikshavn), Erhardt Jensen (Fredericia), Knud Jensen (Køge), Holger Schlosser (Esbjerg) og Anker Cramer (Randers) var blot nogle af de meget store profiler, der blev hentet til sundbyen i 30’erne. Ikke uden lune beskrev Cramer sine særegne finter:
- Se saadan midt under Farten, saa staar jeg pludselig stille og vrikker lidt med Ørerne, mens Modspillerne løber til hver sin Side – saa er jeg fri for dem – og saa er der Kasse – saadan gjorde vi hjemme i Jylland.

Miraklet i Aarhus
Med dette arsenal af spillere, var det ikke overraskende at Helsingør fik skabt et stærkt mandskab, suppleret med unge spillere fra klubbens egen ungdomsafdeling. Herfra kom navne som Skjold Christiansen, Poul Backe og Ejlif Popp, der i næsten to årtier var stamspillere i Helsingørs glansperiode.

Helsingør havde varmet op med sjællandsmesterskaber i 1931, 33 og 34, hvor det også var blevet til deltagelse i den nystiftede 2. division, kaldet Oprykningsserien. Og den 3. juni 1934 var sensationen en kendsgerning. Som vinder af oprykningsseriens østkreds, skulle sundbyen møde vestkredsens etter Aarhus FC. Efter 3-3 i Helsingør blev returkampen betragtet som en ekspeditionssag for århusianerne. Men Helsingør sejrede 2-1 på Aarhus Stadion, og rykkede op i Mesterrækken, datidens svar på superligaen.

Et resultat der var en drøm i Helsingør, men et mareridt i Århus. Aarhus FC var nemlig en af de klubber der smurte tykkest på, når det gjaldt at lokke nye spillere til. Med pengestærke bagmænd var klubben på få år rykket frem til næstbedste række, efter at have plyndret såvel jydske som københavnske klubber for deres bedste spillere. DBU kunne intet bevise, men Nemesis lurede i kulissen. Nederlaget til Helsingør fik bagmændene til at trække sig, og FC Aarhus led en stille død. Den økonomiske bet var til gengæld smertelig. Et tab på 20.000 kroner var et gigantisk beløb i 30’ernes Danmark.

Helsingør i paradis
Dermed var Helsingør blandt landets ti bedste klubber, og havde for alvor taget den sjællandske førertrøje. Den første sæson slap nordsjællænderne flot igennem, og chokerede blandet andet med en 4-3 sejr over B.93. Søforklaringer var der nok af i hovedstadsaviserne, og der blev trukket på smilebåndet i nordsjælland, da Politiken undskyldte nederlaget med at B.93 målmanden Svend Jensen havde tandpine og højre back Fritz Tarp ondt i maven.

Med oprykningen tog Helsingør det usædvanlige skridt at ansætte en træner. De fleste klubber brugte ældre spillere som instruktører, mens det var matchkomiteen der satte søndagens hold. I Helsingør faldt valget nu på den tidligere svenske landsholdsspiller Albin Dahl, der kom til at stå bag holdet i de tre sæsoner man var i paradis. Men i længden var konkurrencen for hård. Eventyret fik en ende i 1937, da Helsingør måtte indkassere en sidsteplads, og dermed rykkede ned i 2.division.

I Hillerød var der ikke megen trøst at hente. FIF var fortsat landsdelens næstbedste, men formåede sidst i trediverne ikke at hæve sig over SBU’s mesterrække. Nordsjælland havde indløst billet til 2. klasse, og det skulle vise sig at der kom til at gå 65 år, før der blev rettet op på den sag.

Fra verdenskrise til verdenskrig
Det var ikke kun for Nordsjælland at det gik den forkerte vej. Et kriseramt Danmark gik til valg i oktober 1935 og kunne vælge mellem Stauning eller kaos. Syd for grænsen fantaserede Adolf Hitler om Det Tredje Rige, og benyttede de olympiske lege i 1936 til det yderste, for at skabe propaganda for Nazistpartiet. Spændingerne i Europa voksede, Danmark gik på listefødder.

Der var kun spillet få runder af turneringen 1939/40, da de tyske tropper sprængte grænsebommene til Polen den 1. september 1939. Helvede var brudt løs.