Den nordsjællandske fodboldkrønike
5. kapitel: 1939 – 1945

Støvletramp og sammenhold

Af Claus Birch

To dage efter Hitlers ”blitzkrieg” i Polen, kom de allieredes krigserklæring. Søndag den 3. september 1939 var 2. Verdenskrig en realitet. Danmark reagerede straks med ekstraordinære indkaldelser af unge værnepligtige, og det ramte mange af landets idrætsklubber. I første omgang slap Nordsjælland dog relativt billigt. Mange af soldaterne havde garnison i København eller Nordsjælland, og kunne som regel få fri til turneringskampe. Alligevel blev krigen og besættelsen noget af en prøvelse for fodboldsporten.

Cykel eller jernbane
Trods benzinrationeringen lykkedes det i første omgang at holde turneringerne i gang. Men da Danmark blev direkte inddraget i krigen i april 1940, begyndte trængslerne at melde sig. Især havde DBU store problemer med at få gennemført Danmarksturneringen, hvor Helsingør i 2. division var eneste nordsjællandske islæt. Først efter forhandlinger med besættelsesmagten, fik klubberne lov at rejse over Storebælt i begrænset omfang. Det betød at der skulle afvikles to kampe ved hver rejse, og sendte Helsingør i kamp i Vejen og Odense med mindre end 24 timers mellemrum.

Selvom alle turneringer således blev gennemført, stod det klart at transportproblemerne gjorde det tvingende nødvendigt at omlægge turneringerne. Det var særlig ærgerligt for DBU, der havde haft stor succes med den landsdækkende turnering. Man valgte at suspendere de to divisioner indtil videre, og i stedet blev divisionsholdene fordelt i tre geografisk bestemte kredse, hvorefter danmarksmesteren skulle findes efter en cupturnering.

Når det gjaldt SBU var afstandene knapt så problematiske. Men mangel på brændstof, gjorde at der alligevel måtte tages særlige hensyn, som unionens formand Laurits Hartoft redegjorde for i september 1940:
- Ved Planlæggelsen af Turneringen er der – med enkelte Undtagelser, f. Eks. Mesterrækketurneringen – kun regnet med de to Befordringsmidler Cyklen og Jernbanen. Det første er næsten det mest stabile, den nuværende Jernbanedrift lader jo meget tilbage at ønske.

Spillerne gik under jorden
Krigen ramte også klubberne direkte. Helsingør IF’s centerforward Knud Petersen blev sendt til Frøslev-lejren, andre måtte gå under jorden. I Nivå GF blev holdet i Oprykningsrækken nærmest opløst, da en del af klubbens bedste spillere måtte flygte til Sverige.

Vanskeligheder for sporten var der i det hele taget nok af i de fem mørke år. Tyskerne benyttede idrætspladserne efter behag, og forbød i perioder også al kapsejlads og roning på sundet. I Helsingør var man fortvivlelsen nær, hver gang værnemagtens soldater havde benyttet opvisningsbanen på Helsingør Stadion. Sportsunionens formand Harry Christensen var selv aktiv i modstandsbevægelsen, og ”læste nogle Bønner saa inderlige, at en Hedning maatte blegne, naar han saa de lange, sorte Furer, som de ubudne Gæsters sømbeslaaede Støvler pløjede i Grønsværen”, som det blev fortalt.

Og da sneen ikke hurtigt nok ville smelte, ”strøede Udlændingene Salt paa i Skæppevis - i en Tid hvor Saltet var rationeret saa haardt, at vore egne Sportsmænd knap nok kunde faa salt til Fedtebrødet”.

Treback systemet
I de fem krigsår oplevede dansk fodbold et veritabelt tilskuerboom. Idrætten satte farve på en grå hverdag, og holdenes indsats diskuteredes livligt. Ikke mindst det nye treback system, blev genstand for megen debat. Når det gjaldt holdenes opstilling på banen, var der nemlig ikke sket nogen udvikling siden århundredets begyndelse. Alle stillede op i samme 2-3-5 formation, med de fem forwards i en W-opstilling. Centralt på banen lå centrehalfen, der både skulle tage sig af modstanderens centreforward og være igangsætteren af det offensive spil.

Men en ændring af offside-reglerne i efteråret 1925 fik konsekvenser. I stedet for tre, skulle der nu kun være to spillere mellem angriberen og målet. Det havde som forventet givet flere mål, men som årene gik, begyndte storklubberne at tænke i defensive modtræk. Det blev Arsenals legendariske manager Herbert Chapman der fik idéen om ”the stopper centre half”, hvor centrehalfen blev trukket tilbage som en tredje back – direkte foran målmanden.

Den nye opstilling bredte sig som løbeild fra England til kontinentet, og til Danmark hvor landsholdet begyndte at praktisere systemet omkring 1937. Snart hoppede alle klubberne med på vognen, men meningerne var stærkt delte om dette nymodens fænomen. Mange mente at det fjernede det underholdende angrebsspil, men effektivt var det. Et af de sidste hold i Danmarksturneringen, der gik over til treback systemet, var Helsingør i 1940. Løsningen kom imidlertid fra Hillerød, thi det var FIFs innerwing Juul Jensen der tog til sundbyen, og fik succes på den nye plads med en vis stil. I modsætning til mange andre, så han det ikke som sin fornemste opgave, at losse bolden så langt op ad banen som muligt.

Birkerøds første guldalder
Krigens første virkelige nordsjællandske solstrålehistorie, kom dog hverken fra Hillerød eller Helsingør. I flere år havde A-rækken været det naturlige niveau for Skjold, Birkerød. Men i de tidlige krigsår begyndte der at ske ting og sager. Det begyndte med et avancement til Oprykningsrækken i sommeren 1942, og en plads blandt SBU’s næstbedste. En række der også talte Helsingør IF’s  reserver, Helsingør FC, Nivå GF, Hørsholm IK, Holte IF og Frederikssund IK.

Men oprykkerne var ikke til at stoppe. Birkerød blev kredsvindere i såvel 1942/43 som 1943/44, og skulle ud i de nervepirrende kvalifikationskampe til selveste Mesterrækken. Første forsøg var tæt på, men i sommeren 1944 skete så det umulige. I løbet af sæsonen havde Birkerød præsenteret en ny spiller, i skikkelse af den 195 cm høje og ranglede student Helge Hjortdal. Den 17-årige innerwing skulle vise sig, at blive et af de største talenter klubben havde fostret, og han fik en hovedrolle i de afgørende kvalifikationskampe. Efter seks dramatiske opgør, sikrede Birkerød sig oprykningen den 15. juni 1944, ved at besejre Lendemark 7-3 i den sidste afgørende kamp. Hjortdal scorede de fem af målene, og blev båret i guldstol fra banen, foran 1500 ellevilde tilskuere på Birkerød Stadion.

For anden gang nogensinde var Birkerød i Mesterrækken. Men i modsætning til det korte visit i 1931/32, så var der anderledes substans i holdet denne gang. Comeback’et blev kortvarigt, i første omgang, for turneringen måtte afbrydes halvvejs. Men de sort og gul stribede bevarede gejsten, og satte trumf på, da frihedens flag atter vejede over Danmark. Et drama vi gemmer til krønikens sjette kapitel.

Tilskuerforbud
Havde krigen givet fodboldlederne udfordringer i de første år, så var det intet mod det der ventede i efteråret 1943. Efter kun én spilledag i danmarksturneringen, og endnu inden den sjællandske turnering var kommet i gang, erklærede de tyske besættelsestropper militær undtagelsestilstand søndag den 29. august. Tålmodigheden over de endeløse strejker og demonstrationer i gaderne var opbrugt.

Restriktionerne betød blandt andet, at ”Sammenstimlinger og Ansamlinger af mere end 5 Personer paa Gaden og paa offentlige Steder er forbudt, ligesom alle Forsamlinger er forbudt.” Det betød at indtil 6. oktober var afholdelse af sportskampe forbudt, og derefter blev det forbudt at spille for tilskuere. I hovedstaden blev forbudet opretholdt helt til den 28. november, mens den tyske kommandant i de fleste provinsbyer gav tilladelse til tilskuere midt i oktober.

Efter mere end en måned uden kampe, bestemte DBU at Danmarksturneringen skulle i gang, og unionen ville så betale omkostningerne, for de klubber der spillede for tomme tribuner. Den 10. oktober 1943 spillede Helsingør derfor mod B.1908, uden andre tilskuere end enkelte ledere, kontrollører og repræsentanter fra pressen. Helt uden opbakning var hjemmeholdet dog ikke. Behændigt undlod man at spærre udsynet fra skovstien denne eftermiddag.

Frihedens forår
Inden frihedsbudskabet lød i maj 1945, måtte SBU og klubberne igennem endnu en trængselsfyldt sæson. Samfærdslen var ved at bryde helt sammen, og klubberne begyndte at trække deres juniorhold ud af turneringerne. Sabotager var daglige begivenheder, og forældrene turde ikke lade deres drenge tage af sted. Halvvejs gennem turneringen måtte man helt opgive. Togdriften blev indstillet om søndagen, og selv Mesterrækken kunne nu ikke længere gennemføres. En stærkt reduceret forårsturnering, kun for seniorholdene og spillet i små kredse, holdt dog liv i sporten indtil de glade maj dage. Det gav i øvrigt uventet hæder til den unge Melby-Liseleje IF, tilmeldt SBU så sent som efteråret 1937. MLI gik uimponeret gennem kriseturneringen, og blev først stoppet i finalen om sjællandsmesterskabet, som Korsør vandt 5-3.

Danmarksturneringen lykkedes det at gennemføre, indtil festlighederne efter befrielsen optog sindene. Men hen mod slutningen af maj, begyndte DBU at røre på sig. Klubberne fik én uge til at afvikle de sidste kampe, hvilket betød fire kampe for Helsingør. Klubben skulle vinde samtlige fire, for at opnå adgang til slutspillet. Det lykkedes på utrolig vis, efter at DBU havde vist storsind og bevilliget nordsjællænderne en dag ekstra til formålet.

Dermed var klubben i kvartfinalen om Danmarksmesterskabet, og leverede et lille mirakel i Idrætsparken mod B.93. På en lun sommeraften så 10.000 tilskuere Helsingør klare 3-3 mod storfavoritterne, og da forlængelsen ikke gav en vinder, måtte der lodtrækning til. Anfører Skjold Christiansen sagde ”Krone”, og så var Helsingør i semifinalen mod AGF. Tre minutter før tid lurede endnu en lodtrækning, men i forlængelsen slukkede århusianerne lyset, og sikrede sig finalepladsen mod AB med en 3-2 sejr. Tættere har sundbyens mandskab aldrig været på danmarksmesterskabet.

I dette øjeblik
Frihedsbudskabet der nåede de danske radiolyttere fra BBC, satte en stopper for fem trængselsfyldte år. Leo ”The Lion” Mathisen og swingpjatterne kunne overtage scenen fra støvletramp og spærretid. Fodbolden havde overlevet på sammenhold og vågeblus. Og da lysene igen tændtes, gik det stærkt. Nye tider ventede for de nordsjællandske fodboldklubber.