Den nordsjællandske fodboldkrønike
7. kapitel: 1960 – 1969

Tressernes triste fodboldblues

Af Claus Birch

Tragedie og triumf blev de skærende kontraster, da dansk fodbold trådte ind tresserne. Det nye årti var kun syv måneder gammelt, da otte unge spillere omkom i en flyulykke, på vej til en træningskamp i Vejle. Tre af dem var udtaget til dét OL-hold, der bare to måneder senere skulle spille i Rom, men Danmark valgte alligevel at stille op og vendte hjem i triumf.  

Mens Henry From og hans tyggegummi straffesparkreddede nationen til olympisk sølv, blev 1960’erne mere langhårede end godt var. I hvert fald når det handlede om fodbolden i Nordsjælland, der bød på mere blues end rock’n’roll. For første gang siden danmarksturneringens indførelse, var landsdelen således midt i årtiet helt uden divisionsklubber i 7 sæsoner.

Københavnske fiskenet
Med udbygningen af den offentlige transport og den stigende velfærd, der betød at stadig flere havde råd til egen bil, var det efterhånden blevet lettere at vælge en klub udenfor lokalområdet. De større klubber i hovedstaden rettede i stigende grad blikket nordpå, og snart begyndte en trafik af spillere ad en rute, der siden er blevet en flersporet motorvej i mere end én forstand.

Et af de mere prominente klubskifter, var 17-årige Benny Nielsens skifte fra Frederiksværk til AB i 1968. Den talentfulde angriber kom på ynglingelandsholdet året efter, og nåede i en stor karriere 28 A-landskampe samt en Europa-Cup titel med Anderlecht i 1978. Endnu én af Nordsjællands mindre klubber mistede en profil, da Espergærde IFs Jørgen Hansen valgte at spille i Frem. Et klubskifte der var svært at undgå, da Jørgen Hansen i 1966 som yngling blev nordsjællændernes første landsholdsspiller, og satte en markant streg under et fremgangsrigt årti for Espergærde-fodbolden.

Trafikken mod hovedstaden gik dog først og fremmest ud over Helsingør IF, der indtil nu havde gemt sig i tilpas afstand fra de københavnske fiskenet. Men prisen for at være Nordsjællands højest rangerende klub skulle betales, og det blev dyrt for sundbyen. Den talentfulde højreback Lothar Genath tog turen til B.1903 som den første, og kort efter flyttede Henning Stilling til AB og Verner Christiansen til B.1903. Det satte prikken over i’et for klubben, der tilmed kiksede et generationsskifte. I 1961 måtte Helsingør forlade 3.division i den forkerte retning, og dermed var Nordsjælland uden divisionsklub for første gang siden 1929.

Kampen om arvefølgen
Alt imens ASA-Film fornøjede biografgængerne med Morten Korchs klassikere, var det således mere end Næsbygaard der blev kæmpet om på de nordsjællandske arenaer. Helsingør trådte vande et par år i Kvalifikationsturneringen, i folkemunde kaldet 4. division. Men fortryllelsen var brudt, og i 1964 var sundbyens bedste hold nede i sjællandsserien. Arvefølgen var ikke fastlagt, og såvel Holte IF som Skjold, Birkerød gjorde sig store anstrengelser. Mens Skjold havde optrådt i sjællandsserien gennem årtier, var Holte IF et nyere bekendtskab, og begge formåede midt i tresserne at kæmpe sig op i Kvalifikationsturneringen.

En ny struktur lancerede Danmarksserien i 1966, og her blev fra start også plads til begge udfordrere. Det varede dog kun et enkelt år, for den 13. december 1966 fusionerede fodboldafdelingerne i Holte IF og Søllerød-Nærum IK, og skabte Søllerød Boldklub. Det skulle vise sig at være en bæredygtig idé, for den nye klub opnåede i første omgang tolv år i Danmarksserien, og lagde midt i 60’erne maksimalt pres på Helsingør.

Men det var ikke nok til at overtage den nordsjællandske fodboldtrone. Med et ungt hold formåede sundbyen at få vendt skuden, og skulle kun bruge to sæsoner i Danmarksserien, før Helsingør og Nordsjælland i 1969 igen var tilbage på divisionsfodboldens danmarkskort. Den kun 33-årige Lundtofte-træner Per Madsen var arkitekten bag et hold, der talte navne som stortalentet Freddi Nielsen, Hornbæk-duo’en André Sahlstrøm og Peter Østbjerg samt half-backen fra Skovbakken, Birger Peitersen.

Fra pigtråd til samarbejde
Berlinmur, Cubakrise og Vietnamkrig. Det var urolige tider ude omkring, men der var i mere end én forstand langt fra Berlin til Nordsjælland. Mens den delte by i juli 1961 blev effektivt adskilt med pigtråd, og senere en forhadt mur, mødtes idrætslederne i Hørsholm for at diskutere samarbejde. Usserød IF og Hørsholm IK så fordelene i at to små kunne blive til én stor. Begge klubber havde i en årrække været en vigtig del af byens idrætsliv, og på fodboldfronten så man frem til færdiggørelsen af den nye idrætspark.

Den 22. november 1961 blev sammenlægningen en kendsgerning, og Hørsholm-Usserød Idrætsklub var født. Den vanskelige beslutning om valget af spilledragter blev løst på salomonisk vis. Håndboldspillerne fortsatte i Usserøds røde og blå farver, mens fodboldspillerne det første tiår stillede op i Hørsholm IK’s sort og hvidstribede trøjer. Det nye hold startede op i 1962 i serie 2, og fusionen blev straks en succes for Hørsholm, der vandt rækken med 40 point for de 22 kampe. Derved kunne den nye klub med god samvittighed vinke farvel til det gamle anlæg på Kohave Allé (nu Rungstedvej) og flytte ind i den nybyggede Hørsholm Idrætspark.

Få år efter fik HUI så sine første landsholdsspillere, da først Per Bruhn og derefter Birger Grubbe Hansen nåede henholdsvis junior- og ynglingelandsholdet. Og på klubplan blev serie 1 det naturlige leje, indtil gennembruddet midt i halvfjerdserne.

Opgøret i Hillerød
Også i Hillerød var der forandringer på vej. Den fine og indflydelsesrige klub FIF, var fortsat højest rangerende. Men niveauet var dalende, og det blev skæbnesvangert at man i 1963 tabte oprykningskampen til Kvalifikationsturneringen. Siden nåede man aldrig så højt i hierarkiet, og klubben blev nådesløst presset fra flere sider. Hillerød Kommune ønskede tilsyneladende ikke at honorere den omfattende omtale, som FIF havde givet byen i mere end et halvt århundrede. Klubbens baner og faciliteter blev inddraget og frasolgt stykke for stykke, og på den sportslige front lurede en ny konkurrent i vestbyen.

Det var den lille Ullerød GF, der indtil da ikke havde gjort meget væsen af sig. Med navne som Edvin Nilsson, Svend A. Nielsen og Charly Hansen havde der været spillet fodbold siden 1937, men med A-rækken som jævnt niveau. Det blev der ændret på i tresserne. I Landspokalturneringen kæmpede klubben sig i 1966 for første gang frem til DBU-runderne, og to år senere ændredes navnet til Hillerød Gymnastik & Idrætsforening. Omtrent samtidig kunne klubben rykke ind på det nye Selskov Stadion, og der skulle kun gå en håndfuld sæsoner, før HGI effektivt havde tacklet hæderkronede FIF af banen.

Fodboldens 60’er oprør
Tresserne var Beatles, og oprøret mod det etablerede. ”Money can’t buy me love” hævdede Liverpool-drengene i 1964, men i dansk fodbold kunne penge tilsyneladende købe noget andet. Opgøret mod amatøridealerne tog for alvor fart i dette årti, hvor DBU blev tvunget til at gi’ sig for udviklingen i samfundet. Professionelle spillere havde indtil nu været forvist fra det danske landshold, og hjemvendte udlandsproffer var låst for al fodbold i to år. Det havde ført til flere absurde sager, blandt andet ”Colberg-sagen” i 1954, da den tidligere Lillerød IF-spiller Hans Colberg vendte hjem til Frem, efter et ophold i italiensk fodbold.

Men nye tider var på vej, og kickoff blev taget i KB’s berømte Pejsesal den 2. februar 1969. Divisionsforeningen var en realitet, og det første lille skridt mod professionel fodbold var principielt taget.