Den nordsjællandske fodboldkrønike
8. kapitel: 1970 – 1979

Masser af succes

Af Claus Birch

Danmark sagde ”nej tak” til atomkraft, men ”ja” til betalt fodbold. Halvfjerdserne fik forkæmperne på barrikaderne, og mens statsminister Anker Jørgensen måtte skrotte sine A-kraft planer, så var der anderledes opbakning til den senere venstreminister Helge Sander. Sammen med eksprofessionelle Harald Nielsen, sørgede han for at Jyllandspostens læsere fik morgenkaffen galt i halsen, søndag den 31. juli 1977. De to var klar til det endelig opgør med amatøridealerne, via en semi-professionel piratliga udenfor DBU.

I Nordsjælland spiste man dog fortsat brød til, for kun Helsingør i 2. division havde umiddelbart interesse i de planer. I stedet var det nok så interessant, at stadig flere af landsdelens klubber rykkede mod de bedste rækker. Og da hashtågerne lettede i slutningen af årtiet, var ikke færre end syv klubber placeret i Sjællandsserien eller højere.

Pengene eller livet
Det var ikke for meget sagt, at dansk fodbold internationalt kæmpede for sin eksistens. Ingen ved deres fulde fem turde tro på det danske landshold som deltager i en VM eller EM slutrunde, og på klubplan var det meget småt med godbidder fra europacup deltagerne.

Men efter Divisionsforeningens stiftelse, faldt bastionerne år for år. I 1969 blev det tilladt for klubberne at optræde med reklamer på træningsdragten, og året efter på selve spilledragten. I maj 1971 stillede det danske landshold for første gang op med udlandsprofessionelle spillere, og næsten samtidig kom det såkaldte gaveregulativ. Det betød at de bedste hjemlige spillere, efter sæsonen kunne få udleveret et gavekort på op til 5000 kroner, til køb af såkaldte varige forbrugsgoder.

Den endelige accept af kontraktfodbold lod dog vente på sig. Først efter Sander og Nielsens rebelske planer kom der skred i sagerne, men på et hasteindkaldt møde den 14. august i Helsingør mellem 47 divisionsklubber, blev det besluttet at det trods alt var bedst at etablere betalt fodbold i DBUs regi. Fra årsskiftet var ”5-øres professionalismen” en realitet, og 39 af landets 48 divisionsklubber åbnede øjeblikkeligt tegnebogen.

I Nordsjælland koncentrerede hele dette sceneri sig i Helsingør, der i gennem hele årtiet havde landsdelens eneste divisionsklub. Helsingør IF tegnede ti kontrakter, først og fremmest med egne spillere, for udefra kom kun B.93’eren Torben Kristiansen og Nivå GF’s Kjeld Jørgensen. Den første ”professionelle” turneringskamp i Nordsjælland blev således sæsonpremieren den 2. april 1978 mod B.1913. På Helsingør Stadion vandt hjemmeholdet 3-1 foran 1200 tilskuere, der dermed var med til at sikre spillerne en udbetaling på 260 kroner pr. mand……!

Succes kunne man nu ikke ligefrem tale om, og det blev dyrt for Helsingør at lege med. Et underskud på 90.000 kroner og en nedrykning til 3. division var prisen. Så da nytåret 1979 blev skudt ind, var helsingoranerne igen glade amatører.

Hørsholm i Danmarksserien
”Masser af succes” lød det fra Gasolin i midthalvfjerdserne, og det var netop hvad de fik. Også i Hørsholm havde man svært ved at holde hænderne ned, da klubben i 1977 nåede Sjællandsserien, og efter én sæson strøg videre til Danmarksserien og status som Nordsjællands næstbedste. Manden bag HUI’s succes var træner Flemming Frederiksen, der nåede otte år i spidsen for de rød/blå. Udover fem sæsoner i Danmarksserien, formåede Hørsholm-Usserød at gøre sig bemærket i pokalturneringen ved flere lejligheder. Størst succes i efteråret 1978, hvor klubben nåede 3. runde, efter at have elimineret 3. divisionsholdene fra Herfølge og Jyderup. Overmagten mødte man dog i B.1909 fra 2.division, der uddelte tørre tæsk. Men trods 1-7 nederlaget kunne klubben glæde sig over 1350 tilskuere, der satte rekord i Hørsholm Idrætspark.

I det hele taget var der godt besøgt på lægterne på de nordsjællandske fodboldarenaer. I Helsingør satte 3500 tilskuere rekord i pinsen 1972 til topopgøret i 3. division øst mod B.93, og i Hillerød gav den tætte rivalisering mellem FIF og HGI også stort fremmøde. Hele 1200 tilskuere troppede op på Selskov Stadion i 1976 til serie 1 dysten mellem byens duellanter. Det betød samtidig skiftedag i slotsbyen, idet Hillerød GI det år sikrede sig oprykning til Sjællandsserien, mens FIF året efter måtte ned i serie 2. Siden har HGI’erne som bekendt spillet førsteviolinen, mens FIF et tiår senere var helt nede og skrabe bunden i serie 4.

Jubel i vikingebyen
Den slags bekymringer havde de ikke i Frederikssund, hvor B.1901’s tidligere divisionskeeper Bent Ørnfeld i 1973 overtog trænerposten. Det blev starten på en bemærkelsesværdigt periode i vikingebyen, der spillede sig i alle landets overskrifter i efteråret 1976. I Landspokalturneringen eliminerede holdet Hvidovre fra 2. division, og herefter sensationelt 1. divisionsklubben Næstved IF. I 1/8-dels finalen ventede endnu et hold fra landets bedste række, og ikke færre end 3300 tilskuere mødte op på Kalvøen for at følge rundens pokalbrag mod Vanløse IF. Dét var en tredobling af den hidtidige stadionrekord, men serie 1-holdets held var sluppet op, og gæsterne slap videre med en beskeden sejr på 3-2.

Et år senere fik de dog lov at feste igennem i Frederikssund. Dramaet var trukket skarpt op, da Hundested IK kom på besøg i en vaskeægte oprykningsfinale. Gæsterne kunne sikre sig pladsen i sjællandsserien med uafgjort, mens Frederikssund skulle vinde. Over totusinde tilskuere var vidner til et drama, der sendte hjemmeholdet op i sjællandsserien for første gang. Én af heltene i den kamp, var den kun 17-årige venstre wing Stig Andersen, der påkaldte sig topklubbernes opmærksomhed. Det var KB der løb med stortalentet, der opnåede at blive Danmarksmester i 1980, og fik mere end 200 kampe for københavnerne op igennem firserne.

Godt nyt fra vestfronten
Succesen i Frederikssund var imidlertid ikke enestående, for tingene udviklede sig hastigt mod vest. Længst ude startede årtiet bemærkelsesværdigt i Hundested. Der havde ellers været stille om fodbolden på Halsnæs, siden et omfattende ungdomsarbejde i efterkrigsårene havde givet god støtte til førsteholdet i A-rækken. Men siden var der løbet meget vand gennem Isefjordens munding, og først i 1970 var Hundested IK blandt Nordsjællands bedste. Dét år opnåede HIK sin hidtil flotteste placering, og med sjette pladsen i Sjællandsserien var man faktisk landsdelens tredje højest rangerede klub. Siden kom Nivå GF op og gjorde færgebyen rangen stridig, og i 1973 måtte Hundested give slip på sjællands bedste række.

I sydvest satte den kraftige tilflytning til området også gang i udviklingen. Det gjaldt ikke mindst Stenløse Boldklub, der debuterede i Sjællandsserien i 1979. Det var den foreløbige kulmination på en opadgående formkurve for klubben, der indtil 1974 hed Søsum-Veksø Idrætsforening. SVI havde siden sammenslutningen af Veksø IF og Søsum Boldklub i 1911, levet livet i de lavere sjællandske rækker, men i 60’erne begyndte bemærkelsesværdige resultater at indløbe fra de tidligere landsbyklubber øst for Stenløse. Serie 2 blev vundet i 1963, og et par sæsoner gjorde klubben en helt god figur i landspokalturneringens indledende runder. Mere blev det dog ikke til før navneskiftet midt i halvfjerdserne, og selv da var der næppe mange, der ville have sat deres spareskillinger på, at Stenløse Boldklub godt tre årtier senere skulle få status af divisionsklub.

Nogenlunde samme skæbne overgik naboerne fra Ølstykke, hvis indbyggertal tidobledes fra 1960 til 1980. Oprykningen fra serie 2 i 1972 blev fulgt af endnu en oprykning og et sjællandsmesterskab for serie 1 allerede året efter. Og de mange tilflyttere satte deres markante præg på holdet, som det vil fremgå af disse elleve sjællandsmestre fra 1973: Steen Olsen (Herlev), Svend Erik Nielsen, Frank Segervind (Skovlunde), Erik Sandvad (28 A-landskampe for AB), Claus Hansen (KFUM), Finn Nielsen (Fremad Amager), Hans Otto Rasmussen, Erik Quistgaard, Søren Jøns (Hero), Fritz Gronemann (Frem) og Arne Holte (Ballerup). To år blev det til i Sjællandsserien, inden Ølstykke IF for en kort stund måtte ned og samle kræfter.

Klar til sceneskift
Efter tressernes historiske lavpunkt, fik Nordsjælland for alvor afstivet fodbold renommeet op igennem 70’erne. Men det var bredden mere end eliten der tegnede billedet, og tæt på topklubber som Esbjerg, KB og Kastrup var man ikke ligefrem. Men firserne stod klar i kulissen, og bag tæppet var en fodboldklub fra Brøndby og en tysker ved navn Piontek klar til at træde ind på scenen. Dansk fodbold stod overfor sin mest succesrige periode nogensinde, og i Nordsjælland var man mere klar end nogensinde.