Den nordsjællandske fodboldkrønike
9. kapitel: 1980 – 1990

Stjernestøv og kvindekamp

Af Claus Birch

Det gik ufattelig godt i Danmark i firserne, hævdede statsminister Poul Schlüter, og den udtalelse harmonerede fint med fodboldens meritter. Aldrig før havde et dansk landshold leveret så blændende spil og resultater, og med tysk grundighed formåede Sepp Piontek at sende Danmark til slutrunderne i Frankrig, Vesttyskland og Mexico. Under de hjemlige himmelstrøg var det Brøndby IF der trak læsset. Indførelsen af heltidsprofessionalisme i 1985 og introduktionen på Københavns Fondsbørs to år senere, gav dansk fodbold det spark der havde været savnet i årtier.

Satellitfodbold i Helsingør
Brøndbys himmelfart blev også bemærket på den nordsjællandske fodboldhimmel, hvor Helsingør midt i firserne havde gang i noget stort. Med en ung og ambitiøs Ole Mørch på trænerposten var helsingoranerne vendt tilbage til 2. division i 1987, og året efter skrev klubben igen kontrakter. Det var dog ikke den kendsgerning der gjorde, at Helsingør i januar 1988 havnede i de nationale avisoverskrifter. Det skyldtes derimod lanceringen af et tæt samarbejde med Brøndby IF, der sendte Per Bjerregaard i Helsingørs bestyrelse, og skænkede nordsjællænderne et drys stjernestøv. ”Brøndbys 12. mand hedder Holger Danske” skrev Berlingske Tidende, og ord som ”satellitklub”, ”secondhand shop” og ”rugeforening” gik igen i dagbladene. Flere Brøndby-spillere nåede at trække i den røde Helsingør-trøje, og for lånte penge hjemkøbte Helsingør endda René Hansen fra spanske Las Palmas. Ole Mørch var dog klar i mælet, når det gjaldt spekulationerne om, hvem der satte holdet i Helsingør:
- Kun de spillere der er gode nok, kommer på Helsingørs førstehold, og det uanset om de kommer fra Real Madrid eller Svogerslev.

Med Mørch på trænerbænken tangerede Helsingør sine bedste placeringer fra efterkrigsårene, med en 5. plads i 2. division. Og da Johnny Petersen overtog posten i 1990 havde Helsingør opnået DBUs A-licens, og opererede med spillerlønninger på over 1 mio. kroner. På grønsværen var Græsted IF’s Jan Blomsterberg kommet i selskab med navne som Kenneth Wegner, Brian Chrøis og Ole Østergaard, og med 3. pladsen i landets næstbedste række, var nordsjællænderne tæt på at skulle spille kvalifikationskampe til den kommende superliga.

Succes på sydkysten
Helsingør var imidlertid ikke den eneste klub i sjællands nordlige hjørne, der rørte kraftigt på sig i firserne. Nede langs kysten havde både Humlebæk Boldklub og Espergærde IF deres indtil da bedste år. Og fællesnævneren var pudsigt nok en tidligere Helsingør-spiller, i skikkelse af den senere socialdemokratiske viceborgmester Jørgen Hansen. Som centerhalf nåede han halvanden hundrede kampe for sundbyens bedste mandskab, men som træner var det andre der fik glæde af den grundige mand.

I Humlebæk var det kun begyndelsen, da man i 1978 rykkede op fra serie 3, for seks år senere stod klubben som vinder af Sjællandsserien. Jørgen Hansen var manden der svang pisken det sidste stykke, da han på bare tre sæsoner fra 1982-84 førte klubben fra serie 1 til Danmarksserien, for første gang i historien. Og minsandten om ikke træneren gentog dén bedrift, da han herefter tog til Espergærde.

De rød og hvidstribede fra Espergærde IF sikrede sig i 1980 for første gang oprykning til Sjællandsserien, men var tilbage i serie 1 da Jørgen Hansen trådte til. Knap to år senere, i efteråret 1986, var jublen til gengæld stor. Efter to kvalifikationskampe mod Vanløse, var oprykningen til Danmarksserien nemlig også en kendsgerning her. I debutsæsonen blev der kæmpet for en 11. plads, klubbens hidtil bedste placering, men året efter var nedrykningen dog en realitet.

Helt færdig med store oplevelser var de nu ingenlunde i Espergærde. I august 1989 ventede ingen ringere end Brøndby i landspokalturneringens 3. runde, og prof’erne skulle ikke risikere et nyt ”Skagen-resultat”. De afslog Espergærdes ønske om hjemmebane, og så måtte Jørgen Hansen & Co. satse på miraklet:
- Tiden vil arbejde for os, erklærede Espergærde-træneren håbefuldt. Men efter nøjagtigt 1 minut og 41 sekunder lå bolden bag en hårdt prøvet Jørgen Kamstrup i EIF-målet. Brøndby nåede i alt 10 scoringer, men gæsterne valgte alligevel at se lyspunktet i at Peder Bruhn, Per Harrit og Per Andersen fik scoret mod Peter Schmeichel.

Eksplosiv fremgang
I 1981 havde Nordsjælland blot fire klubber placeret i Sjællandsserien eller derover. I 1987 var tallet tredoblet til 12 klubber. Blandt divisionsklubberne fik Helsingør allerede i starten af årtiet følgeskab af Skjold Birkerød, der vendte tilbage efter godt 33 års fravær. Og det gjorde de gule djævle med manér, da syv års konstant fremgang sendte klubben direkte op i 2. division. Navne som målmand Per Tange, sweeper Jesper Graham og målfarlige Michael Nielsen blev kendt udover landet, da Birkerød formåede at holde sig i den næstbedste række i fire år.

Mod slutningen af årtiet fik landsdelen så sin tredje divisionsklub, da Ølstykke FC indtog 3. division øst i 1988. Også her var debuten kronen på værket efter flere års fremgang. I januar 1986 skiftede fodbolden i Ølstykke navn, da den gamle Ølstykke IF blev opløst. Samme år blev Sjællandsserien vundet, og med Jørgen Hvidemose som ny træner, en erfaren Per Poulsen i målet og Michael ”Hero” Jacobsen som effektiv målsluger, gik ØFC direkte igennem Danmarksserien. Da firserne rindede ud, optrådte Ølstykke FC allerede som erfaren divisionsklub. Der blev talt om indførelse af kontraktfodbold, og pokaleventyret i 1989/90 gav genlyd over hele landet. ØFC eliminerede Herfølge, Frem, KB og Silkeborg inden AGF vandt en smal semifinalesejr over to kampe.

Fart på var der også i Fredensborg, der i firserne for alvor kom på landkortet. Klubben rykkede fra serie 2 til Danmarksserien, og debuterede med en 6. plads i 1986. Tre år blev det til ”de grønne” i dette selskab, inden klubben måtte tilbage til sjællandsserien. Afløserne stod der også Nordsjælland på, da Frederikssund IK kom op, og året efter fik deres hidtil bedste placering med en 3. plads i 1990.

Kvindekamp på 1.klasse
I Hillerød var det kønnenes kamp, og den trak kvinderne sig sejrrigt ud af. Præcis som de havde gjort i de tidlige halvfjerdsere, da damebladet Feminas hold afledte dansk deltagelse og sejr i de to første uofficielle verdensmesterskaber for kvinder. I 1971 gik det herefter pludselig op for herrerne i UEFA og FIFA, at kvinderne også kunne spille fodbold, og året efter blev kvindernes turnering optaget under DBU.

På dette tidspunkt blev spirerne lagt til damehold flere steder i Nordsjælland. Og mens kvinderne ude omkring gjorde oprør og brændte bh’er, blev støvlerne snøret til kamp i klubber som Hillerød GI, Kvistgaard IF, Fredensborg B&I, Humlebæk Boldklub og Helsingør FC. Men det var først og fremmest HGI der trak læsset, og i firserne kom så gennembruddet.

Den første landsdækkende 1. division for kvinder blev oprettet i 1981. Året efter strøg HGI lige igennem Danmarksseriens Østkreds, og sikrede sig således i 1983 for første gang deltagelse i den bedste række. Modstanden var i første omgang for overvældende, men efter nogle sæsoners fravær var de blå-gule kvinder fra slotsbyen tilbage i det fine selskab i 1988. Træner Bent Andersens mandskab snød Brøndby for oprykning lige på målstregen, men da først HGI’erne var blandt de bedste, formåede de at holde fast. To 7. pladser blev det til i slutfirserne, på et hold der fik tilgang af landsholdsspilleren Pernille Obel fra Fortuna Hjørring, og andre prominente navne udefra. Blandt klubbens egne talenter var stortalentet Julie Hauge Andersson, senere landsholdsspiller og mester med Hjørring og OB.

Forventninger i Farum
Ved indgangen til 90’erne var optimismen høj som aldrig før i Nordsjælland, selvom man ikke i første omgang kunne glæde sig helt så meget over etableringen af den nye superliga. Kandidaterne til det selskab var svære at få øje på, selvom Helsingør så ud til at nærme sig niveauet, såvel på som udenfor grønsværen.

Men sådan skulle det ikke komme til at gå. Nede i Farum gik de nemlig også og lagde stille planer, da Stavnsholt Boldklub og Farum Idræts Klub besluttede at slå sig sammen. Starten var beskeden, og forventningerne små. Men grundstenen var lagt, og da der en dag kom en bykonge forbi, kunne eventyret begynde.